THISTED SVØMMEKLUB – THISTED CUP 

- over 40 års historie og stævne succes - 

Thisted Svømmeklub blev stiftet i 1975.

Straks efter opførelsen af Thy-Hallen flyttede Thisted Svømmeklub ind i de nye lokaler. Allerede i klubbens første år i Thy-Hallen besluttede den daværende bestyrelse sig for, som en af de første i Danmark, at arrangere et cup-stævne, der så i 1976 så dagens lys. Thisted Cup var født.

Hvert år siden, har Thisted Cup været afholdt i september/oktober måned, og lige fra starten har især svømmeklubberne fra det midt- og vestjyske deltaget år efter år.

Ikke lang tid skulle der gå, før flere og flere klubber på landsplan fik øjnene op for Thisted Cup.

For der har altid været svømmet stærkt til Thisted Cup – endda meget stærkt.

Folkene bag Thisted Cup har igennem alle årene formået at skabe de allerbedste rammer, lavet et meget seriøst og professionel stykke arbejde, og hele tiden fornyet sig og udviklet stævnet til et af de mest attraktive i hele Danmark, ja sågar i hele Norden.

Således var Thisted Cup også det første stævne med kontantpræmier, hvilket tiltrak endnu flere dygtige junior- og seniorsvømmere.

Thisted Cup var ligeledes blandt de allerførste til at benytte sig af et specielt sponsorkoncept med bandereklamer omkring bassinet samt flere forskellige sponsorater. Konceptet er gentagne gange blevet stemplet som top-seriøst og professionelt.

Thisted Cup succesen har betydet, at over 400 svømmere samt deres trænere og ledere - år efter år - kommer til Thisted i de 3 dage stævnet bliver afviklet.

Igennem årene har Thisted Cup også fået deltagelse fra utroligt mange norske svømmeklubber, og  svenske og tyske klubber har ligeledes gæstet Thisted.

Kulminationen omkring kvaliteten kom da det Norske svømmelandshold begyndte at komme til Thisted Cup. Så prominente navne som Irene Dalby, Børge Mørk etc. alle VM og OL deltagere. Senere er der kommet mange dygtige svenske svømmere til som deltagere. Bl.a. Ida Lindborg, Måns Hjelm m.fl.

På den danske front har Thisted Cup haft deltagelse af bl.a. Mette Jacobsen, Jacob Carstensen, ligesom størstedelen af den danske elite har gæstet Thisted gennem alle årene. De senere år repræsenteret ved bl.a. Chris Christensen, Katrine Holm Sørensen, Niklas Hedegaard, Mie Ø. Nielsen, Tobias B. Bjerg, Victor Bromer m.fl.

Ved et kig i stævnerekorderne finder vi også såvel aktuelle som tidligere landsholdssvømmere fra Sverige, Norge og Danmark. I 2019 forventer vi igen besøg af flere stævnerekordholdere samtidigt med, at vi også får fornøjelsen af mange stærke junior- og årgangssvømmere. 

Igen i år får vi besøg af nogle af landets allerbedste svømmere samt flere dygtige svømmere fra de norske klubber. Heriblandt flere medaljetagere fra årets mesterskabsstævner. Der er er med andre ord lagt op til et brag af et stævne med top svømning fredag til søndag.

Flere af landets stærkeste klubber, bl.a. Aalborg, Aarhus Swim, Hovedstadens Svømmeklub, Thisted, Herning, Holstebro og S68 Hjørring, stiller med et stort hold, så kampen om topplaceringerne bliver intens.

Kvaliteten omkring Thisted Cup har gjort at medierne altid har udvist stor bevågenhed omkring stævnet. Der har altid været en fantastisk god medieomtale i såvel aviser, radio samt TV.

2019 bliver ingen undtagelse – Dygtige Norske og danske svømmere vil komme til Thisted, og vi forventer igen at TV og den skrivende presse igen vil bringe et fyldigt uddrag fra stævnet. 

- Vel mødt til Thisted Cup 2019 -