Thisteds synkro piger havde stor succes ved Vestdanske mesterskaber i Hobro.

4H9A7024.jpg
22-11-2015

22 piger i alderen 9-20 år fra Thisted svømmeklub deltog i lørdags i årets Vestdanske mesterskaber i synkronsvømning i Hobro.

Udover Thisted var der deltagelse fra Odense, Lyseng, Silkeborg og Hobro i alt 58 deltager.

 

Thisted stillede med 11 svømmere i begynder rækken. Her fik 6 af pigerne jernnål og holdet med Emmy Søgaard, Nanna Andersen, Laura Thorup, Sofia Guldhammer og Sara Nielsen vandt guld med deres hold.

 

Medaljer og nåle blev det også til i stor stil til pigerne i gruppen med jernnål. Her svømmede Majken Ravn og Maj Lynge hver deres solo. I konkurrence med 3 andre soli besatte Maj 1. pladsen, skarpt forfulgt af Majken.  Det var en imponerende præstation af begge piger, da der pga tekniske vanskeligheder ikke var musik under vandet til deres soli, hvilket gør det rigtig svært at ramme de rigtige peaks i musikken.

Musik problemer blev dog løst, så stævnet kunne fortsætte. Randi Holwerda og Maj Lynge vandt guld med deres duet, og som prikken over i’et i gruppen for svømmere med jernnål vandt  holdet med  Majken Ravn, Emilie Sørensen, Maj Lynge og Randi Holwerda også guld med deres hold.

3 af pigerne opnåede desuden points nok til at få bronzenål. Noget de har arbejdet hårdt på at få gennem længere tid.

I gruppen med sølvnål deltog Maja Rasmussen med sin solo.

Endelig deltog klubbens kombihold med 8 piger i stævnet. De endte med en bronzemedalje for deres præstation.

 

Det er dejligt at de nye svømmere er kommet så godt i gang. Nogle har kun svømmet synkro siden sommerferien.

Træner Mette Rasmussen siger at synkro ser måske let ud, men prøv at forestille dig at lave en gymnastik opvisning, men du skal holde dig oppe i vand, samtidig med at du nogen gange ikke kan trække vejret og du har hovedet nedad- for ikke at nævne at du ikke kan se så meget, da du ikke har svømmebriller på i musik programmerne…..

 

Det er altid hyggeligt at tage til SRV i Hobro, der er rigtig god opbakning fra forældre, som har mad med og hepper på pigerne, når de ikke hjælper med at sætte hår, eller ordne badedragter eller lægge makeup på pigerne.