Tre af Thisted Svømmeklubs svømmere har netop været på en spændende to ugers træningslejr på Island. Her fortæller Sebastian, Viktor og Kristian om deres oplevelser:
Vi har været på en to ugers træningslejr på Island hos vores tidligere træner, Dado. Vi trænede med klubben Hafnarfjörður, som er blandt de bedste svømmeklubber på Island. Klubben har mange dygtige svømmere, som også markerer sig på den internationale scene.
Under opholdet boede vi hos en islandsk familie, som tog imod os med åbne arme og sørgede for, at vi følte os hjemme fra første dag.
Viktor fortæller:
"Det var fantastisk at se Dado igen – og han har ikke forandret sig en smule, siden han flyttede tilbage til Island.
Vi blev taget utroligt godt imod af familien, som gjorde alt for at forkæle os og få os til at føle os hjemme."
Vi fik mulighed for at træne sammen med nogle af Islands bedste svømmere, og selvom træningen var både hård og intens, var der også tid til at opleve den smukke natur og alt det, Island har at byde på.
Familiens søn, Magnus, kørte os ofte rundt og viste os nogle af de mest fantastiske steder på øen. Derudover inviterede de to svømmere, Holmer og Vela, os med på roadtrips, hvor vi fik set endnu mere af det imponerende landskab og oplevet den islandske kultur på tæt hold.
Det blev til to uger fyldt med hård træning, nye venskaber og store oplevelser – og vi er meget taknemmelige for den gæstfrihed og de minder, vi har fået med hjem. 


Tak til Dadó Fenrir Jasminuson , familien og alle i Hafnarfjörður for en fantastisk oplevelse. Vi håber, at vi ses igen!